Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogiske værktøjer

Gørslev børnehus arbejder med Reggio Emilia pædagogikken som grundfundament i hverdagen.

Derudover arbejder vi med

Inklusion

I Køge område vest har vi 4 inklusionspædagoger/vejledere tilknyttet.

Disse er med til at arbejde for at alle dagtilbud i området, sikre det enkelte barns muligheder for deltagelse i de sociale fællesskaber, at barnet mødes med anerkendelse og følelsen af værdi, samt sikre at alle børn er i generel trivsel og positiv udvikling.

Inklusion anskuet ud fra Rasmus Alenkærs forståelse, der siger:

"Inklusion er en dynamisk og vedvarende proces, der har til formål at udvikle mulighederne for ethvert menneskes tilstedeværelse i, og udbytte af, samfundets almene arenaer.

I denne proces har man fokus på kvaliteten af det enkelte individs fysiske betingelser, sociale samspil og opgaveløsning inden for rammerne af en valgt kontekst".

I Gørslev børnehus betyder det blandt andet, at vi ønsker at reflektere man sammen over praksis for at sikre kvaliteten over vores indsats og tilbud, vi arbejder effektivt, er kreative - både med børnene men også i vores tankegang, vi er mulighedsorienteret og tilpasser løbende sine aktiviteter, læringsprocesseer og daglige gang til det målgruppen kalder på - og vi er klar til forandring (når forandring kræves).

Samarbejde med skole/sfo

Vi samarbejder primært med Skovboskolen i brobygningsforløb, men vi tilbyder alle børn varierede legerelationer og kendskab til de børn, de skal følges med i sfo.

Det betyder at vi også gerne går utraditionelle veje, for at forberede børnene bedst muligt på det kommende liv i sfo'en. Vi samarbejder gerne med de øvrige dagtilbud i området.

I område vest deltager vi årligt i natur-, kultur og brobygningsforløb med de andre dagtilbud. Dette er et samarbejde mellem Svenstrup Naturskole, en teaterunderviser og dagtilbuddene.

Systematisk refleksion 

I Gørslev børnehus arbejder vi med Søren Fiskers metode "Systematisk reflektion" til at sikre alle børns individuelle udvikling og forudsætninger for positiv læring og trivsel, deltagelsesmuligheder i fællesskaber og sociale kompetenceudvikling. Redskabet er teambaseret, og med en processtyrer på, der skaber rammen. Vi indsamler al vores viden om barnet, for derefter at se på zonen for nærmeste udvikling. 

Gørslev børnehus medarbejdere deltager i disse sparringer i en fast kadence, 

SprogTrappen

Køge kommune, område vest har deltaget i et 2 årigt forskningsprojekt med Pia Thomsen, som er sprogforsker samt udvikler af Sprogtrappen 1 + 2. SprogTrappen erstatter i område vest vores gamle metode med sprogvurderinger. Med SprogTrappen ser vi på barnets udvikling og styrkelse af sprog, i alle kontekster gennem hverdagen. Vi arbejder med at skabe legemiljøer som er sprogligt stærke, med visuel inspiration og udvidelse af ordforråd. Vi arbejder med placering af alle børn på SprogTrappe 1 og 2 ved at se på barnets hverdag, deltagelse og kommunikation. Vi kigger på sociale kontekster, fælles aktiviteter, højtlæsning via dialog og leg/eventyr, sprog koblet til motorik via sang og fagter samt meget mere. 

I finder viden om SprogTrappen på nedenstående link:

www.sprogtrappen.dk

TrasMo (tidlig registrering af sanseintegration og motoriske færdigheder hos børn) er et observationsredskab, vi bruger i Køge Kommune til at vurdere alle børns udvikling.

TrasMo er en måde at observere barnets motoriske udvikling. Der observeres på følgende kompetencer:

- daglige færdigheder (kan barnet hjælpe med at dække bord eks.)

- leg (hvordan leger barnet og med hvem?)

- personlige færdigheder (har barnet tiltro til egne evner?)

- regulering af sansestimuli (kan barnet blive i en aktivitet, selvom der er uro omkring det?)

- boldfærdigheder (hvordan sparker barnet til en bold?)

- tegnefærdigheder (kan barnet tegne cirkler eller menneskelignende figurer?)

- grovmotorik (hvordan udfordrer barnet sin krop på legepladsen?)

- finmotorik (øver barnet sig i at klippe med en saks?)